Glædelig jul og godt nytår!

 

Jeg sad for nylig med til den skønneste julefrokost. Bordet var dækket og skulder ved skulder sad gæsterne. Lysene var tændt i stagerne og fadene bugnede med alt det bedste. Og midt på bordet stod den helstegte pattegris, glinsende smuk og med et æble i munden. Gæsterne var særligt hentet ind til julefesten – og den blev uforglemmelig… i hvert fald blev der talt om den i hele Lønneberg meget længe efter.

 Jeg genhørte Astrid Lindgrens fortælling om ”Julegildet på Katholt”, som jeg håber rigtig mange børn får lov at høre – og det var faktisk –næsten- som selv at sidde med bag de duggende ruder med de ternede køkkengardiner.

I fantasien og forestillingsverdenen, som bygger på både store og små fortællinger, på minder og erfaringen, på håb og forventninger, da kan vi sidde til bords med så mange vi vil.

Når ikke vi kan mødes fysisk i samme grad, som vi plejer at gøre det – så kan vi have hinanden med i tankerne. Med kan vi have både levende og døde – dem som har givet og giver os meget at leve af og på.

I Lønneberg holdt Emil sin julefest for de gamle og fattige – dem som ikke havde noget sted at tage hen, dem der ikke var nogen, der efterspurgte. Der er også evangelium i den fortælling. Kom med, råber Emil, ind i fattiggårdens mørke og kolde rum – nu skal I til fest!

Sikke en invitation at få – ind til lys, varme og glæde – midt i den kolde vinter. For om nat ved Betlehem spirede en rose frem, fin og lille. Som et vidnesbyrd om, at lyset er, kærligheden er, håbet er. Så hjerte, løft din glædes vinger!

Lad os huske på det denne jul og ind i det nye år. Find alt det gode forråd frem fra gemmerne. Alt det gode du fik givet. Smil til din nabo og ønsk dén du møder en glædelig jul og et godt nytår!

 Jette R. Christiansen (Klumme, kirkebladet december-januar 2020-21)

Adventstid og håb

Forleden dukkede spørgsmålet op – igen. ”Hvordan kan vi fejre jul i år – jeg håber mega meget, at vi kan holde det sammen med dem, som vi plejer!”

Jeg ved ikke, hvordan vi kommer til at fejre jul i år – men jeg er ganske sikker på, at rigtig meget vil være anderledes, end vi hidtil har været vant til.

Både i det nære og i det større perspektiv er der kommet en uforudsigelighed, som i sagens natur ikke er til at få hold på. Den faste grund, vi har været vant til at stå på i alt vores planlægningsarbejde ift. arbejde, fritid, familiesammenkomster, fester, ferierejser ovs., står ikke længere helt så fast. Uforudsigelighed og usikkerhed har vundet indpas på en anden måde i dagligdagen men også på den politiske og klimatiske verdens scene. Der kan godt være dage, hvor man kan få lyst til at lukke sin dør og slukke for strømmen af nyheder ude fra verden. Det kan indimellem være svært at bære al den information og alle de tanker og bekymringer, som den kan afføde.

Sommetider – det kunne f.eks være en gang om dagen eller en gang om ugen – kan man øve sig i at stoppe op og sortere. Sortere i sine tanker og bekymringer - hvad er vigtigt, at jeg forholder mig til, hvilke informationer kan jeg lade ligge, hvad kan og hvad skal jeg gøre noget ved? Det kan være en måde at vinde fodfæste på, hvis man synes det kan være svært i en uforudsigelig tid. For selv om uforudsigeligheden er meget tydelig og virkelig for os alle nu, så har den grundlæggende set altid været her. Vi har aldrig kunnet sikre os fuldt ud i livet – vi rammes af forskellige slags tab, af sygdom, af svigt – af alt det som de fleste af os, hvis vi fik valget, ville styre langt udenom. Vi er sårbare mennesker – men vi er også mennesker med enorme styrker! En af vores styrker er, at vi kan håbe. Måske lyder det umiddelbart ikke af meget – men i håbet ligger troen på, at noget godt er foran os.

I kirkeåret er adventstiden en tid med håb til den befrier, der skal komme. Det er det bl.a det håb, som udtrykkes i salmen ”Blomstre som en rosengård”, der er skrevet over en af profetteksterne fra bibelens Gamle Testamente. Og så er adventstiden en tid til eftertanke. Uforudsigelighed og uretfærdig er forhold mennesker altid har levet med og under – mere eller mindre tydeligt. Ind i det vilkår er det, at de bibelske fortællinger og troen også taler om håb. Ikke alene det vigtige håb, der drejer sig om, at vi finder en løsning på verdens problemer - men et håb om som menneske at være i Guds hænder og være omfattet af Guds nærvær i det liv, som er. Det er et håb, som ikke afhænger af hvor lidt eller meget, du eller jeg kan – men et håb om, at Gud kommer sit menneske i møde. Håbet kan du dagligt minde sig selv om. Tænd et lys og skab et rum til eftertanke – og til håb.

Og hvordan vi skal fejre jul, når den tid kommer, det må vise sig. Budskabet om fred og håb er det samme – også i år. Glædelig adventstid!

Jette R. Christiansen, Klumme i Kirkebladet dec. 2020

Menneske søges

Det var da en irriterende bred overskrift, var min første tanke, da jeg så de to ord ”Menneske søges”. For hvad er det lige for en slags menneske, der er tale om – og hvem søger! Jeg vil gerne have præcis besked i stedet for de der luftige udsagn, som kan dække over både det ene og det andet. Alting går hurtigere, hvis det er præcist. Spildtid minimeres. Sådan er en del af min hjerne trænet til at tænke. Men der er også en anden del. Den kommer i sving, når den slippes ud af alt for fastlagte skemaer og tidsplaner – når der er tid til at tænke ”hvorfor” i stedet for kun ”hvordan”. Det er den del, som efter lidt tid får tanken, at det måske alligevel giver god mening at skrive ”Menneske søges”. For hvem gør ikke det – søger et menneske? Et menneske der vil og kan se, tale, høre én. Et rigtigt levende menneske, der ikke bare udfører en funktion hurtigt og effektivt, men som vælger at dele tid med én? Og hvem vil ikke gerne forsøge at være sådan én, som søges af en anden?

”Menneske søges” er dybest set en overskrift – et håb, en søgen vi er fælles om at dele fra den spæde begyndelse til det sidste åndedrag. Men måske søgningen ikke er så let at se og høre – eller at turde udsende eller modtage, hvis vi hele tiden skal være præcise og effektive. Der er budskaber, som kræver tid – og sommetider viser det sig, at det, man først troede var spild af tid, bliver til de mest givende øjeblikke. Sommetider er det så godt og gavnligt at få noget helt andet end det, man gik og troede var det rigtige. Når et menneske søges og søger, så er der mulighed for større udsyn og grobund for fælleskaber.

Lige nu er det folkekirkens menighedsråd, der bruger overskriften ”Menneske søges”. Helt konkret drejer det sig om, at der er valg til menighedsrådene den 15. september. Og helt konkret rækker de mange mennesker, der er engageret i deres lokale kirke ud og spørger efter andre, som vil være med. Være med til at sørge for rammer, arrangementer og meget andet, som giver tid og plads for nogle af de vigtigste fortællinger om, hvad der er på spil, når et menneske søges. For overskriften er på ultra kort formel også kristendommens budskab. Og det skal uddybes og viderebringes på mange måder.

Jette R. Christiansen, Klumme til Lokalavis september 2020

Håndtryk og vekselvirkning

Efteråret er over os, og det jeg i foråret troede ville være ovre nu, har vist sig at vare ved. Troede – eller var det mere et håb, fordi det hverken var til at forestille sig eller til at udholde tanken om, at det skulle vare ved? Det med afspritning og afstand. Det sidste er det sværeste. Mine nærmeste kan jeg give kram – men jeg savner at kunne give hånd, at kunne hilse på hinanden med et håndtryk og med alt det, der ligger i det. I nogle situationer er det hjerteskærende ikke at kunne vise sin deltagelse, medfølelse eller taknemlighed. I andre tilfælde mangler der helt enkelt en form, når man bare kommer og går uden at kunne give hinanden hånd. Det kan synes som en mindre ting ind i en sammenhæng, hvor der er så meget på spil. Men det er ikke en uvæsentlig faktor at kunne hilse på hinanden. Det betyder, at vi ser hinanden, at vi har kontakt. Og det er måske det værste ikke at få eller give – kontakt. For hvem er jeg egentlig, hvis ikke der er nogen, som ser mig? ”Vi har jo brug for hinanden”, sang Anne Dorte Michelsen i det hit, som hun også sang i Tiset Kirke ved en koncert i september. Og det har ikke ændret sig.

Vi har brug for hinanden. Brug for at blive set. Brug for at blive behandlet med værdighed. Børn, unge, voksne, gamle. ”Bruge og bruges” hed Anne Dorte Michelsens hit i øvrigt. Både aktivt og passivt. Et håndtryk kræver både at én rækker frem, og at én tager imod. Sådan er det hele tiden en vekselvirkning – give og tage imod. For vi har jo brug for hinanden – og gennem et liv på forskellig måde. Og vi har brug for at bekræfte det. Og nu har vi brug for opfindsomhed, i forhold til måder at gøre det på – og til at holde ud!

Jette R. Christiansen, Kirkeblad november 2020

En bøn i virussens tid

Af Johannes Værge 

Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt
os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”

Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb. Amen

(Bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den14/3 2020)

Hvis alting nu var som altid

Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.

Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.

Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.

Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.

(af Sindre Skeie. Dansk oversættelse v. Tine Illum)

Ørkenvandring i gummistøvler

Det har været den vådeste februar måned. Gåture i gummistøvler på våde skovveje, oversvømmede marker og stier med høj vandstand. Det kan føles trøstesløst at traske afsted, når alt er så vådt. Det kan det også, når alt er tørt. Når den friske grønne farve er erstattet af en støvet, tør og vissengrøn kulør.

Ørkenagtigt. En ørkenvandring er ikke blot en fysisk tur i en geografisk ørken. Det er også beskrivelsen af en tilstand, man kan befinde sig i. Som når ting gentager sig, og man ikke rigtigt flytter sig. Når det er svært at holde modet oppe og gnisten tændt. Ørkenvandringer kan foregår i gummistøvler ligeså vel som i sandaler. De kan foregå ude eller bag nedrullede gardiner. Ørkenvandringer kan være tidspunkter, hvor det er svært at finde glæden eller hvor lyse og mørke tanker kæmper om pladsen i ens sind.

I kirkeåret er vi i fastetiden som strækker sig frem til påske. En af fastetidens fortællinger handler om en ørkenvandring. Jesus har været i ørkenen i 40 dage. På grænsen til at bukke under kommer der én til ham og tilbyder ham alt, hvad han kunne have brug for, for at sørge godt for sig selv. Tilbyder ham mad, magt og sikkerhed – hvis blot Jesus vil ære, dén, der tilbyder ham det alt sammen. Hvor fristende og tillokkende. At lægge ørkenen bag sig, at tage imod et godt tilbud. Men han tager ikke imod. I stedet beder han fristeren om at forsvinde.

Fastetiden fortæller om en kamp mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. I kirken sættes der navne på – Gud og Djævelen. Det kan måske virke fremmed eller fjernt. Men det er ord og fortællinger om noget, der kan opleves ganske tæt på i et ganske almindeligt liv. De indre kampe, de svære valg, oplevelsen af ørkenvandring. Det er også virkelighed. Sammen med alt det andet, som vi måske hellere taler om – det lyse og det lette.

Det er en kendt sag, at kun det man vil se i øjnene og sætte ord på, kan man gøre noget ved. Men det er ikke alt, man kan ændre på selv. Der er også vilkår, som må bæres – men som måske kan deles og ad den vej blive lidt lettere. Og ofte kan en vandretur – hvad end det er i gummistøvler på en regnvejrsdag eller forhåbentligt snart i sko på en forårsdag – være godt for både krop og tanker. Ligesom det kan være det at gå ind i en kirke.

Jette R. Christiansen

Klumme, Lokalavisen Syd, uge 10

"HVAD ER DET, DER GØR JUL TIL NOGET SÆRLIGT?"

Ja, hvad er det, som gør de dage vi lige nu befinder os i til noget særligt? Hvad er det for dig - hvis jul altså er noget særligt for dig?

Der er travlhed mange steder. Hos nogen foregår det med glade smil og hilsner, mens andre blikke vidner om træthed og tværhed. Jul er så meget forskelligt. Den farves af, hvor i livet vi befinder os og af hvordan vi selv og dem vi holder af har det. Der er også dem, som savner i julen. Savner dén, som man ikke længere kan holde i hånd eller favn, men som stadig lever stærkt i erindringen.

”Hvad er det, der gør jul til noget særligt” er titlen på en julesang, og i versene spørges der videre: hvad er det, der gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt? Er det gaver, overfyldte maver eller blinkende lys? Og svaret lyder:  julens stjerne lyser, når jeg ser det barn i krybben er så meget mere.

Jul er så meget mere. Barnet i krybben hverken blinker eller glitrer – og alligevel er julens budskab, at det er her, vi ser livets lys. Lyset der skinner i mørket, og som mørket ikke får bugt med. Barnet i krybben er til tro og til håb – og dermed også til den glæde som kan nå os i en stille time.  Hvad er det, der gør jul til noget særligt? – det er også det, at den er for hver og én af os. Alene eller i et fællesskab – julens lys er tændt for dig!

Glædelig jul!

Jette R. Christiansen

 

KOM GODT VIDERE

Jeg ved ikke, hvad hun hedder. Jeg ved ikke, hvad hun arbejder med. Jeg ved ikke, hvor hun bor.

Jeg ved, at hun engang for mange år siden tog den ”på stop” eller ”tomlede den” i Italien. Jeg ved det, fordi det bl.a blev det, vi talte om, da vi tilfældigvis kom til at dele lidt tid i bilen. Jeg kørte – hun kom med på et stop.

Jeg blev helt overrasket, da hun pludselig stod ved en hovedvej og viftede med tommelfingeren hejst. Fordi det er så sjældent, jeg ser nogen gøre det. Ikke mere. I det forrige årtusinde – i 90’erne stod der tit en hel række ved motorvejen syd for Aarhus med tommelfingeren i vejret. Og vi fik et lift – kort eller langt.

Der var noget særligt ved at ”tomle den”. Det handlede dengang nok ikke så meget om at leve bæredygtigt og være miljøbevidst – og det var heller ikke kun et spørgsmål om, at en SU ikke rakte til mange togbilletter. Der var en blanding af frihed og tilfælde forbundet med at ”tomle” eller ”tage den på stop” – og så var der møder med mennesker,  man næppe havde set før eller ville møde igen. Blot det møde i en bil på vej.

Det var det, vi kom til at tale om. Vi var cirka jævnaldrende (i hvert fald inden for et årti!) Vi kom til at tale om glæden ved eller læringen af at møde mennesker, man ikke på forhånd kender. Det at opleve, at der som regel er et emne, man kan tale om, eller noget man kan dele, fortælle eller lytte til. Og en enkelt gang kunne man glæde sig til at blive sat af og gå videre!

Det var en måde at nå frem til et sted – hvor man undervejs måske også nåede hinanden gennem det at dele ord, fortællinger, tid.

Hver eneste af os har en historie at fortælle. Teologen Anne Sophie Seidelin sagde engang noget i retning af, at hun aldrig havde mødt et menneske som ”bare” havde ”en helt almindelig livshistorie”. 

Kunne det ikke være en god måde at bruge nogle af de mørke novemberaftener på – at fortælle og at lytte? Måske også gøre det i andre sammenhænge end vi plejer? 

Vi lever i høj grad af fortællingerne. Vi bliver til gennem dem – ved at blive mindet om det, vi havde glemt og ved at høre andres udlægning af vores historie. ”Fortæl om den gang jeg var lille”, siger barnet, for at høre sin historie og for at høre, at det har en plads i familiens fælles historie.  Det er sådan set også det kristendommen gør – fortæller vores historie. På en måde så november mørket får kastet noget lys ind over sig. Lys og håb. Det kan man bare gå i kirke for at høre. På en måde som at få et lift. Blive taget med, flyttet et andet sted hen – og så begive sig videre. Måske beriget og gjort lidt klogere.

”Kom godt videre” lød afskedshilsnen efter liftet. Sådan lød den også i 90’erne…

Indlæg i Solbjerg Nu - november 2019.

Jette R. Christiansen