"HVAD ER DET, DER GØR JUL TIL NOGET SÆRLIGT?"

Ja, hvad er det, som gør de dage vi lige nu befinder os i til noget særligt? Hvad er det for dig - hvis jul altså er noget særligt for dig?

Der er travlhed mange steder. Hos nogen foregår det med glade smil og hilsner, mens andre blikke vidner om træthed og tværhed. Jul er så meget forskelligt. Den farves af, hvor i livet vi befinder os og af hvordan vi selv og dem vi holder af har det. Der er også dem, som savner i julen. Savner dén, som man ikke længere kan holde i hånd eller favn, men som stadig lever stærkt i erindringen.

”Hvad er det, der gør jul til noget særligt” er titlen på en julesang, og i versene spørges der videre: hvad er det, der gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt? Er det gaver, overfyldte maver eller blinkende lys? Og svaret lyder:  julens stjerne lyser, når jeg ser det barn i krybben er så meget mere.

Jul er så meget mere. Barnet i krybben hverken blinker eller glitrer – og alligevel er julens budskab, at det er her, vi ser livets lys. Lyset der skinner i mørket, og som mørket ikke får bugt med. Barnet i krybben er til tro og til håb – og dermed også til den glæde som kan nå os i en stille time.  Hvad er det, der gør jul til noget særligt? – det er også det, at den er for hver og én af os. Alene eller i et fællesskab – julens lys er tændt for dig!

Glædelig jul!

Jette R. Christiansen

 

KOM GODT VIDERE

Jeg ved ikke, hvad hun hedder. Jeg ved ikke, hvad hun arbejder med. Jeg ved ikke, hvor hun bor.

Jeg ved, at hun engang for mange år siden tog den ”på stop” eller ”tomlede den” i Italien. Jeg ved det, fordi det bl.a blev det, vi talte om, da vi tilfældigvis kom til at dele lidt tid i bilen. Jeg kørte – hun kom med på et stop.

Jeg blev helt overrasket, da hun pludselig stod ved en hovedvej og viftede med tommelfingeren hejst. Fordi det er så sjældent, jeg ser nogen gøre det. Ikke mere. I det forrige årtusinde – i 90’erne stod der tit en hel række ved motorvejen syd for Aarhus med tommelfingeren i vejret. Og vi fik et lift – kort eller langt.

Der var noget særligt ved at ”tomle den”. Det handlede dengang nok ikke så meget om at leve bæredygtigt og være miljøbevidst – og det var heller ikke kun et spørgsmål om, at en SU ikke rakte til mange togbilletter. Der var en blanding af frihed og tilfælde forbundet med at ”tomle” eller ”tage den på stop” – og så var der møder med mennesker,  man næppe havde set før eller ville møde igen. Blot det møde i en bil på vej.

Det var det, vi kom til at tale om. Vi var cirka jævnaldrende (i hvert fald inden for et årti!) Vi kom til at tale om glæden ved eller læringen af at møde mennesker, man ikke på forhånd kender. Det at opleve, at der som regel er et emne, man kan tale om, eller noget man kan dele, fortælle eller lytte til. Og en enkelt gang kunne man glæde sig til at blive sat af og gå videre!

Det var en måde at nå frem til et sted – hvor man undervejs måske også nåede hinanden gennem det at dele ord, fortællinger, tid.

Hver eneste af os har en historie at fortælle. Teologen Anne Sophie Seidelin sagde engang noget i retning af, at hun aldrig havde mødt et menneske som ”bare” havde ”en helt almindelig livshistorie”. 

Kunne det ikke være en god måde at bruge nogle af de mørke novemberaftener på – at fortælle og at lytte? Måske også gøre det i andre sammenhænge end vi plejer? 

Vi lever i høj grad af fortællingerne. Vi bliver til gennem dem – ved at blive mindet om det, vi havde glemt og ved at høre andres udlægning af vores historie. ”Fortæl om den gang jeg var lille”, siger barnet, for at høre sin historie og for at høre, at det har en plads i familiens fælles historie.  Det er sådan set også det kristendommen gør – fortæller vores historie. På en måde så november mørket får kastet noget lys ind over sig. Lys og håb. Det kan man bare gå i kirke for at høre. På en måde som at få et lift. Blive taget med, flyttet et andet sted hen – og så begive sig videre. Måske beriget og gjort lidt klogere.

”Kom godt videre” lød afskedshilsnen efter liftet. Sådan lød den også i 90’erne…

Indlæg i Solbjerg Nu - november 2019.

Jette R. Christiansen