En bøn i virussens tid

Af Johannes Værge 

Jesus Kristus, vores bror!
Da du trådte frem iblandt
os mennesker,
var det med ordene ”frygt ikke!”
Og du sagde: ”I skal ikke bekymre jer!”

Men din styrke,
ét som du var med din himmelske Far,
har vi små mennesker ikke.
Vi rammes af bekymring,
når en ny sygdom bryder hverdagen op;
og vi mærker frygt,
fordi vi kender til mennesker,
som den nye virus særligt vil true;
dem tænker vi på,
dem beder vi for.

Og vi beder for os selv:
Lad din ånd virke i os,
give os ro,
låne os glimt af din styrke,
så vi kan leve opmærksomt
med hinanden,
hensynsfuldt og hjælpsomt.
Hjælp os at hvile i dit nærvær,
virke i din kærlighed,
den du lader alt udstråle fra
til tro og håb. Amen

(Bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den14/3 2020)

Hvis alting nu var som altid

Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.

Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
- mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.

Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
- alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.

Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og  gi’ dig – som altid - et klem.

(af Sindre Skeie. Dansk oversættelse v. Tine Illum)

Ørkenvandring i gummistøvler

Det har været den vådeste februar måned. Gåture i gummistøvler på våde skovveje, oversvømmede marker og stier med høj vandstand. Det kan føles trøstesløst at traske afsted, når alt er så vådt. Det kan det også, når alt er tørt. Når den friske grønne farve er erstattet af en støvet, tør og vissengrøn kulør.

Ørkenagtigt. En ørkenvandring er ikke blot en fysisk tur i en geografisk ørken. Det er også beskrivelsen af en tilstand, man kan befinde sig i. Som når ting gentager sig, og man ikke rigtigt flytter sig. Når det er svært at holde modet oppe og gnisten tændt. Ørkenvandringer kan foregår i gummistøvler ligeså vel som i sandaler. De kan foregå ude eller bag nedrullede gardiner. Ørkenvandringer kan være tidspunkter, hvor det er svært at finde glæden eller hvor lyse og mørke tanker kæmper om pladsen i ens sind.

I kirkeåret er vi i fastetiden som strækker sig frem til påske. En af fastetidens fortællinger handler om en ørkenvandring. Jesus har været i ørkenen i 40 dage. På grænsen til at bukke under kommer der én til ham og tilbyder ham alt, hvad han kunne have brug for, for at sørge godt for sig selv. Tilbyder ham mad, magt og sikkerhed – hvis blot Jesus vil ære, dén, der tilbyder ham det alt sammen. Hvor fristende og tillokkende. At lægge ørkenen bag sig, at tage imod et godt tilbud. Men han tager ikke imod. I stedet beder han fristeren om at forsvinde.

Fastetiden fortæller om en kamp mellem lys og mørke, mellem godt og ondt. I kirken sættes der navne på – Gud og Djævelen. Det kan måske virke fremmed eller fjernt. Men det er ord og fortællinger om noget, der kan opleves ganske tæt på i et ganske almindeligt liv. De indre kampe, de svære valg, oplevelsen af ørkenvandring. Det er også virkelighed. Sammen med alt det andet, som vi måske hellere taler om – det lyse og det lette.

Det er en kendt sag, at kun det man vil se i øjnene og sætte ord på, kan man gøre noget ved. Men det er ikke alt, man kan ændre på selv. Der er også vilkår, som må bæres – men som måske kan deles og ad den vej blive lidt lettere. Og ofte kan en vandretur – hvad end det er i gummistøvler på en regnvejrsdag eller forhåbentligt snart i sko på en forårsdag – være godt for både krop og tanker. Ligesom det kan være det at gå ind i en kirke.

Jette R. Christiansen

Klumme, Lokalavisen Syd, uge 10

"HVAD ER DET, DER GØR JUL TIL NOGET SÆRLIGT?"

Ja, hvad er det, som gør de dage vi lige nu befinder os i til noget særligt? Hvad er det for dig - hvis jul altså er noget særligt for dig?

Der er travlhed mange steder. Hos nogen foregår det med glade smil og hilsner, mens andre blikke vidner om træthed og tværhed. Jul er så meget forskelligt. Den farves af, hvor i livet vi befinder os og af hvordan vi selv og dem vi holder af har det. Der er også dem, som savner i julen. Savner dén, som man ikke længere kan holde i hånd eller favn, men som stadig lever stærkt i erindringen.

”Hvad er det, der gør jul til noget særligt” er titlen på en julesang, og i versene spørges der videre: hvad er det, der gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt? Er det gaver, overfyldte maver eller blinkende lys? Og svaret lyder:  julens stjerne lyser, når jeg ser det barn i krybben er så meget mere.

Jul er så meget mere. Barnet i krybben hverken blinker eller glitrer – og alligevel er julens budskab, at det er her, vi ser livets lys. Lyset der skinner i mørket, og som mørket ikke får bugt med. Barnet i krybben er til tro og til håb – og dermed også til den glæde som kan nå os i en stille time.  Hvad er det, der gør jul til noget særligt? – det er også det, at den er for hver og én af os. Alene eller i et fællesskab – julens lys er tændt for dig!

Glædelig jul!

Jette R. Christiansen

 

KOM GODT VIDERE

Jeg ved ikke, hvad hun hedder. Jeg ved ikke, hvad hun arbejder med. Jeg ved ikke, hvor hun bor.

Jeg ved, at hun engang for mange år siden tog den ”på stop” eller ”tomlede den” i Italien. Jeg ved det, fordi det bl.a blev det, vi talte om, da vi tilfældigvis kom til at dele lidt tid i bilen. Jeg kørte – hun kom med på et stop.

Jeg blev helt overrasket, da hun pludselig stod ved en hovedvej og viftede med tommelfingeren hejst. Fordi det er så sjældent, jeg ser nogen gøre det. Ikke mere. I det forrige årtusinde – i 90’erne stod der tit en hel række ved motorvejen syd for Aarhus med tommelfingeren i vejret. Og vi fik et lift – kort eller langt.

Der var noget særligt ved at ”tomle den”. Det handlede dengang nok ikke så meget om at leve bæredygtigt og være miljøbevidst – og det var heller ikke kun et spørgsmål om, at en SU ikke rakte til mange togbilletter. Der var en blanding af frihed og tilfælde forbundet med at ”tomle” eller ”tage den på stop” – og så var der møder med mennesker,  man næppe havde set før eller ville møde igen. Blot det møde i en bil på vej.

Det var det, vi kom til at tale om. Vi var cirka jævnaldrende (i hvert fald inden for et årti!) Vi kom til at tale om glæden ved eller læringen af at møde mennesker, man ikke på forhånd kender. Det at opleve, at der som regel er et emne, man kan tale om, eller noget man kan dele, fortælle eller lytte til. Og en enkelt gang kunne man glæde sig til at blive sat af og gå videre!

Det var en måde at nå frem til et sted – hvor man undervejs måske også nåede hinanden gennem det at dele ord, fortællinger, tid.

Hver eneste af os har en historie at fortælle. Teologen Anne Sophie Seidelin sagde engang noget i retning af, at hun aldrig havde mødt et menneske som ”bare” havde ”en helt almindelig livshistorie”. 

Kunne det ikke være en god måde at bruge nogle af de mørke novemberaftener på – at fortælle og at lytte? Måske også gøre det i andre sammenhænge end vi plejer? 

Vi lever i høj grad af fortællingerne. Vi bliver til gennem dem – ved at blive mindet om det, vi havde glemt og ved at høre andres udlægning af vores historie. ”Fortæl om den gang jeg var lille”, siger barnet, for at høre sin historie og for at høre, at det har en plads i familiens fælles historie.  Det er sådan set også det kristendommen gør – fortæller vores historie. På en måde så november mørket får kastet noget lys ind over sig. Lys og håb. Det kan man bare gå i kirke for at høre. På en måde som at få et lift. Blive taget med, flyttet et andet sted hen – og så begive sig videre. Måske beriget og gjort lidt klogere.

”Kom godt videre” lød afskedshilsnen efter liftet. Sådan lød den også i 90’erne…

Indlæg i Solbjerg Nu - november 2019.

Jette R. Christiansen